Læs med her og få 6 gode råd du skal tænke over, når du skal lave gode og indholdsrige tekster til din hjemmeside.
Er du ved at tage de små første forsigtige skridt på den lidt usikre hjemmesidesti? Efterhånden er det forholdsvis nemt at lave hjemmesider. Der findes masser af programmer med skabeloner, hvor du hurtigt kan få oprettet en hjemmeside. Men er det egentlig nok? Ikke helt.
1. Korrekt sprog
Er din hjemmeside fyldt med stavefejl, vil du højest sandsynligt skræmme dine potentielle kunder væk. Det virker uprofessionelt, men det kan sågar virke meningsforstyrrende med stave- eller grammatikfejl. Derfor sørg for korrekt stavning. Brug evt. en ordbog, hvis du er i tvivl om grammatik eller stavning. Alle har adgang til Dansk Sprognævns hjemmeside, der både indeholder ordbog og forklaringer. Se også sproget.dk, hvor du både kan læse om råd og regler samt finde øvelser, der styrker dit sprog. Det samme gælder i forhold til at sætte kommaer og punktummer. De skal sættes de rigtige steder!
2. Varier sproget
- Husk også at variere sproget, når du skriver tekster til din hjemmeside. Det kan du gøre ved at skifte mellem forskellige sætningsopbygninger og variere forfelterne. Kort sagt vil det sige, at du skal bruge forskellige ord, når du starter en ny sætning.
En variation i forfelterne kan se således ud:
- Det er vigtigt at variere forfelterne i en sætning. Det er også vigtigt at tænke over, om du skriver for lange sætninger.
- Det er vigtigt at variere forfelterne i en sætning. Tænk også over, hvor lange sætningerne er.
Variation i sproget kan også være i form af, hvor lange dine sætninger er. Lange sætninger kan hurtigt blive uoverskuelige for læseren. Dermed mister læseren interessen og går videre til en anden side, der er lettere fordøjelig. En uskreven regel siger, at en sætning helst ikke må være længere end 25 ord. Sætningerne må også være korte. Det får læseren til at være mere vågen, hvis du varierer længden.
3. Skriv levende
For at skrive levende skal du engagere læseren og skrive direkte til læseren. Brug ord som du i stedet for ’man’. Det bliver mere personligt. Gør dine produkter uundværlige ved at fortælle dem, hvilket problem du kan løse for dem.
Undgå passiv form af udsagnsord. Et eksempel på passiv form kunne være:
Produktet fås i mange forskellige størrelser og farver.
Gør du i stedet for sætningen aktiv, så kunne den f.eks. lyde således:
Du kan få produktet i mange forskellige størrelser og farver.
Forskellen ligger i, hvordan udsagnsordet bliver bøjet. Tekster, der skrives i passiv form, er oftest tungere at læse.
Derudover kan du også gøre sproget mere levende ved at bruge tillægsord, biord og bindeord. Det kan være ord, som f.eks. stor, sød, smuk, enorm, faktisk, desuden, eftersom og formentlig. Se for eksempel forskellen på disse to sætninger:
- Figur til børneværelset.
- Sød og dekorativ figur til børneværelset i lyserød og hvid.
Hvilket produkt ville du helst købe? Den sidste sætning lyder straks mere spændende, og der vil formentlig være større chance for, at dit produkt bliver valgt.
4. Del teksten op i afsnit
En tekst må ikke bliver for tung at læse. Det skal være overskueligt for læseren. Det bliver mere appetitligt for læseren, hvis man deler teksten op i afsnit med en tilhørende overskrift. På den måde kan læseren selv vælge, hvad der er relevant at læse i stedet for at skulle tygge sig igennem flere sider for at finde frem til den brugbare information.
5. Skriv relevant i forhold til SEO
Tekstens indhold skal også være relevant for emnet – altså det du vil sælge – og målgruppen – altså dine kunder. Derudover skal du bruge de rette søgeord. Du kan måske gætte dig til nogle af søgeordene. Men der findes programmer, som f.eks. Contentbeak, der kan hjælpe dig med at finde de relevante søgeord. Sidst men ikke mindst, så skal teksten have en god længde. Den må hverken være for kort eller lang. For at Google mener, at teksten er værd at kigge på, skal teksten gerne være over 600 ord. Pointen med at lave SEO-tekster er, at din hjemmeside får en bedre placering på Google, og kunderne vælger dig frem for konkurrenten.
6. Intern link building
En sidste ting, der er værd at tænke over, når du skal lave tekster til hjemmesider, er intern linkbuilding. Det vil sige, at du skal lave links til relevante produkter, produktkategorier, blogs eller lignende, som giver kunden ekstra inspiration og købelyst.
Har du brug for hjælp?
Har du ikke mod på selv at skrive en masse lange tekster med korrekt og levende sprog til din hjemmeside? Så slip bekymringerne og lad os hjælpe dig med alt fra tekstforfatning og SEO til korrekturlæsning.