Får du en 404-fejl, når du klikker på en bestemt side eller et indlæg på din WordPress-hjemmeside? Det kan være frustrerende. Især når du ved, at indholdet stadig findes i admin-panelet. Heldigvis er det ofte hurtigt at rette.
Hvad betyder en 404-fejl?
En 404-fejl betyder, at browseren ikke kan finde den side, du har anmodet om. Det betyder ikke, at siden er slettet – blot at URL’en ikke leder derhen, hvor den burde. I WordPress er det oftest et permalink-problem.
Typiske årsager:
Permalink-strukturen er brudt
.htaccess-filen er beskadiget eller mangler
Fejl efter flytning af hjemmeside til nyt domæne eller server
Husk altid en backup først
Inden du foretager ændringer i WordPress-indstillinger eller filer som .htaccess
, bør du tage en komplet backup af både din database og dine filer. Hvis noget går galt undervejs, kan du nemt gendanne siden til dens tidligere tilstand.
Trin-for-trin: Sådan løser du 404-fejl
1. Tjek at siden stadig eksisterer og at URL’en er korrekt
Før du går videre med tekniske løsninger, bør du sikre dig, at selve indholdet ikke er slettet eller flyttet:
Log ind i WordPress kontrolpanelet
Gå til „Sider‟ eller „Indlæg‟ i menuen
Find den side eller det indlæg du leder efter
Klik på „Rediger‟ og tjek, hvad der står i feltet „Link‟ i højre side
Hvis URL’en er ændret – f.eks. hvis du har ændret sidens titel og samtidig også har ændret slug’en – bør du oprette en redirect. Hvis siden er blevet slettet, kan du gendanne den fra papirkurven eller oprette den på ny.
2. Genskab permalinks
Det mest almindelige fix er blot at genopbygge permalink-strukturen:
Log ind i WordPress kontrolpanelet
Gå til Indstillinger > Permalinks
Klik på „Gem ændringer‟ uden at ændre noget
Dette tvinger WordPress til at gendanne dine permalink-indstillinger og opdatere .htaccess-filen.
3. Tjek og opret .htaccess-filen manuelt (kun på Apache-servere)
Hvis der allerede findes en .htaccess-fil, kan du åbne den med en teksteditor via FTP eller din hosts filhåndtering. Tjek, om filen indeholder den korrekte WordPress-standardkode. Koden skal ligne den herunder.
Hvis du ser ugyldig eller uforståelig kode – f.eks. fra gamle plugins, redirects eller manuelle ændringer – bør du tage en backup af filen først (f.eks. ved at hente en kopi til din computer). Derefter kan du erstatte hele indholdet med den officielle WordPress-standardkode her:
# BEGIN WordPress
RewriteEngine On
RewriteBase /
RewriteRule ^index\.php$ - [L]
RewriteCond %{REQUEST_FILENAME} !-f
RewriteCond %{REQUEST_FILENAME} !-d
RewriteRule . /index.php [L]
# END WordPress
Hvis filen slet ikke findes, kan du oprette en ny fil med navnet .htaccess
i roden af din WordPress-installation og indsætte den samme kode som ovenfor.
Når du har gemt filen og uploadet den, skal du teste, om dine sider nu virker som de skal. Husk at rydde cachen (hvis du bruger cache-plugin) og genindlæse siden i din browser.
4. Hvis du har flyttet siden for nylig
Hvis du har flyttet din WordPress-side til en ny server eller et nyt domæne, kan 404-fejl skyldes, at gamle permalinks stadig bruges, eller at .htaccess ikke blev overført korrekt.
I dette tilfælde:
-
Kør trinnene ovenfor igen (særligt permalink-indstillingen)
-
Brug et plugin som „Better Search Replace‟ til at opdatere gamle URL’er i databasen
Har du brug for hjælp?
Hvis din hjemmeside stadig viser 404-fejl, eller du ikke er tryg ved at redigere filer, så hjælper vi gerne. Hos Komenti tilbyder vi support og fejlretning på WordPress-hjemmesider – hurtigt og sikkert.